Tilbage til forsiden...
Eftertanke efter deltagelse i ”Personlig luksus i særklasse”
Spændt tog jeg af sted i bilen fra Århus mod DanParcs Rønbjerg.
I ugen op til opholdet havde jeg brugt tid, energi og tanker på
to inspirerende hjemme-opgaver, så mine forventninger til
opholdet var høje.……..og vel hjemkommet igen kan jeg sige, at de
til fulde blev indfriet.
Med mig i bagagen har jeg bl.a. fået større indsigt om mig selv
og mine værdier. Jeg har fået klarlagt mine fokusområder - ved
nu hvad jeg skal prioritere, og desuden har jeg haft stor glæde
af at lære at arbejde med støttende overbevisninger. Samtidig
nød jeg i fulde drag samværet med de andre kvindelige deltagere
i de meget luksuriøse omgivelser i Rønbjerg Wellness. Hvem vil
ikke føle sig i syvende himmel, når man ligger indsmurt i
velduftende olier, og den kyndige massør samtidig får bugt med
kroppens spændinger. Ja, det lyder dejligt og føltes lige sådan.
Opholdet startede søndag kl. 13.00, så der var tid både fredag
og lørdag til samvær med familien, derfor var der absolut ingen
dårlig samvittighed over at skulle bruge tid og energi på sig
selv. Faktisk er det en af de ting, jeg har taget med mig
derfra, at hvis ikke jeg husker at pleje mig selv, ja, så har
jeg slet ikke den samme energi at give videre til andre.
Efter en kort præsentation gennemgik vi hjemmeopgaverne. De har
begge til formål at give et status billede af ens liv her og nu,
og det var præcis det, de gjorde. De gav klarhed og
anskueliggjorde mine indsatsområder. Senere arbejdede vi med at
fastsætte mål, der er attraktive og positive, og for mig har det
virkelig været gavnligt at lære at fokusere på, hvad jeg gerne
vil have, i stedet for at tænke på, hvad jeg gerne vil undgå.
Her var arbejdet med værdier til stor hjælp.
Sidst på dagen gjaldt det så den totale selvforkælelse. Hold da
op, hvor jeg nød det. Vi fik massage på skift, nød den udendørs
spa, læste de nyeste ugeblade indsvøbt i vamsede morgenkåber.
Dampbadet gav en ungdomskuløren tilbage i kinderne, og saunaen
var ideel at bruge, før massøren tog fat. Kroppen overgav sig
totalt, begyndte at slappe af, for derefter igen at blive fyldt
op med energi.
Næste dag bevirkede yogatimen, at jeg mentalt var klar til
virkelig at gå i dybden med mig selv. Dorthe forsatte med at
gennemgå, hvad årsagen kunne være til, at vi ikke altid når de
mål, vi sætter os. Jeg kunne mærke, at hun havde rigtige mange
gode indsigter, som jeg direkte kunne bruge, og som samtidig var
meget jordnære. Bl.a. var det for mig utrolig inspirerende at
høre om, hvordan vi ofte tænker negativt uden at have ”bevis”
for, at det er mere ”rigtigt” end at tænke
konstruktivt/positivt. Det værktøj bruger jeg nu næsten dagligt.
Dorthe fortalte også om overbevisninger, som for mig indtil da
har været en ”By i Rusland”. Men det er da helt utroligt, hvad
de betyder for ens trivsel. Det var endnu en AHA oplevelse af de
store.
Efter en udbytterig og tankevækkende formiddag, kunne vi igen
hengive os til den ultimative luksus for kroppen. Da vi iført
morgenkåbe sagde farvel til hinanden sidst på dagen, var jeg så
fyldt op af energi, inspiration og velvære, at jeg var fast
besluttet på at tage de første skridt allerede samme aften på
vejen til det mål, der for mig ville gøre den største forskel.
Det har været en pragtfuld oplevelse for mig, som jeg varmt kan
anbefale til andre. Underviserne har været inspirerende og
livsglade, og det smittede af på alle os deltagere.
Kirsten Akselsen, Århus
|